Gå på opdagelse i det grønlandske køkken

Af | 17. december 2013

Du kender nok det italienske, det danske og det amerikanske køkken, men kender du det grønlandske? Har du haft mulighed for at stifte kendskab med den mad, som man spiser på Grønland til daglig, og som man har spist i flere generationer? Det er desværre de færreste af os, der har mulighed for at dykke ned i det grønlandske køkken, og derfor har jeg valgt at fokusere lidt på det her.

Forkæl din gane med noget nyt

Det specielle ved Grønland er, at lige meget hvor du befinder dig, kan du forkæle din gane med en anderledes smagsoplevelse, som du ikke finder magen til nogen andre steder. Om du så spiser på de grønlandske gourmetrestauranter, spiser på en jagt eller hos en grønlandsk familie, så vil du med garanti opleve noget helt nyt. På restauranterne er fokus naturligvis på detaljerne, mens maden de fleste andre steder skal være nærende og mættende – fælles for al maden er dog stadig, at det er spændende mad, ligemeget hvor du får det.

Kød er i høj kurs

Det grønlandske køkken fokuserer især på kød, hvilket naturligvis har noget at gøre med både grønlændernes traditioner, men også med at deres liv tidligere afhang af kødets tilgængelighed. I gamle dage var en inuit boplads’ overlevelse dybt afhængig af, hvad mændene kom hjem med efter en jagt, og det er de stadig i visse dele af Grønland. Det er ikke alle grønlændere, der har adgang til gourmetrestauranter og supermarkeder, så mange lever stadig primært af, hvad de selv kan skaffe sig af kød i naturen. Kød er også generelt godt og billigt på Grønland, og kommende og tidligere jagt- og fisketure er det helt store samtaleemne til hverdag. Både blandt professionelle, men også blandt fritidsjægere.

Lav din egen grøndlandske mad

Det er nemt selv at lave grønlandsk mad på Grønland, især hvis du bor i en lidt større by, hvor du har let adgang til et supermarked, der har grønlandske specialiteter i frysedisken. Især i nærheden af byernes havne, er det nemt at finde kød fra hvaler, sæler, rensdyr, moskusokser, lam og fisk. Derudover kan du nemt finde bær, urter og svampe om sommeren, hvilket grønlænderne også historisk set har været afhængige af. Bærene kan du naturligvis bare spise, mens du kan bruge urterne og svampene sammen med kødet.

Økologi er i centrum

Grønlandske råvarer er er per definition økologiske, fordi både dyr og planter kommer direkte fra naturen. Dyrene lever fjernt fra alle mennesker lige indtil den dag, de bliver skudt eller fanget. For eksempel løber lammene frit omkring i fjeldene, der er totalt uberørte af sprøjtemidler og medicin. Det samme gælder naturligvis Grønlands dyrkning af kartofler, frugt og grøntsager.